Troels Buur er kandidatuddannet rytmisk guitarist fra SDMK i Esbjerg.
Han bevæger sig frit i de fleste rytmiske genrer, men gør sig særligt bemærket i jazz, nordisk instrumentalmusik, vestafrikansk folkemusik og singer/songwriter-genren.
Troels’ sound er en blanding af mange genrer, hvor de store inspirationskilder er John Scofield, Julian Lage, Miles Davis, Bill Evans, Cannonball Adderley, samt alt den gode gamle rock fra 60erne, 70erne og 80erne.
Derudover klassisk musik, hvor blandt andet Satie, Chopin har betydet meget, og sidst men ikke mindst alverdens folkemusik, fra egne som Brasilien, Armenien, Bulgarien, Mauretanien og ikke mindst Gambia i Vestafrika, hvor Troels spiller med to af landets højst profilerede musikere, Yusupha og Ansumana Suso i bandet The Gambian Folk Project.
Alle disse inspirationskilder, samt meget andet, har skabt grobund for Troels’ musikalske virke og guitarspil.
Han fascineres desuden af effektpaler og den mangfoldige verden af lyde de kan skabe, og de nærmest uendelige klangmuligheder de giver guitaren.
Lige nu arbejder Troels på to projekter – et sologuitarprojekt med arbejdstitlen ”Lige til Glemmebogen”, hvor netop effektpalernes indflydelse bliver stor, samt et tredje album med gruppen KIIBU med arbejdstitlen ”Fabeljazz”.
KIIBU
KIIBU hylder samspillet, og den kollektivt improviserede skabelse af et musikalsk udtryk. Lyden er global inspireret fra både Mellemøsten, fransk impressionisme, gregoriansk messe og nordisk fællessang.
Udtrykket rodfæster sig i komponisternes ophav i det sydvestlige Jylland mellem den barske kyst og den idylliske ro fra marker og enge. Albummet ”hjemmegjort” modtag i 2022 stor ros på P8 Jazz.
The Gambian Folk Project
Gennem de sidste 5 år har Troels besøgt Gambia i Vestafrika 3 gange, hvor han spiller med de to prisvindende brødre, Yusupha (balafon) og Ansumana Suso (kora og djembe), med hvem han har dannet det publikumsroste orkester The Gambian Folk Project.
Musikken emmer af glæde og gejst, og når den hamrer ud over scenekanten i et virtuost overflødighedshorn, kan man ikke andet end at blive grebet af stemningen.
Trio Manna
Trio Manna specialiserer sig i årstids-specifikke koncerter, og fokuserer på nutidige og originale arrangementer af årstidernes sange. Musikken fremføres med et musikalsk niveau fra øverste hylde i skøn forening med jordnær vestjysk humor.
Med årstidskonceptet spiller trioen koncerter hele året rundt, hvor de hylder den danske natur, det danske sind, og de forskellige årstidernes særpræg.
Kon Katemir
Kon Katemir bruger udelukkende vokal og strengeinstrumenter, hvilket skaber en simpel lyd. Denne simplicitet skaber luft omkring teksterne og i musikken der er forankret i den amerikanske singer-songwriter tradition.
Med en klippefast ro skitserer bandet et musikalsk univers hvor man både kan suse gnidningsfrit afsted, men også stoppe op og lade sig fordybe. På dragende vis, tager Troels’ bror Asger sig af lead-vokalen.
GIAH
GIAH fortæller hudløst ærligt om livet i medgang og modgang. Gennem kærlighedens mange facetter berøres emner som tab, længsel og nærvær. Med udgangspunkt i teksterne skaber trioen et melankolsk og dragende musikalsk univers.
Med guitarens rå sound og bassens stemningsfulde klang, samt en stor passion for effektpedalernes evne til at ændre den rene lyd, skabes et ståsted for sangskriver Katrine Kjeldskov Jensens fængende melodier.
Ved siden af sit virke som udøvende musiker og booker, ernærer Troels sig også som freelance guitarunderviser.
Med sit store overskud på guitaren, bredde genrekendskab, positive energi og venlige personlighed skaber han en afslappet og uformel atmosfære i sin undervisning.
Fra 2018 til 2020 underviste Troels i guitar, bas, ukulele og sammenspil på en privat musikskole i Vejle, og underviste i 2020 jazzguitareleverne på byhøjskolen Frontsession i Aarhus. Da han skulle flytte andet sted i landet, blev disse jobs opsagt.
Troels underviser nu freelance, og har mere en 10 års erfaring som underviser i alle aldersgrupper fra barn til voksen. Han tilpasser sin guitarundervisning til den enkelte elev, og følger ikke en bestemt gren indenfor guitarundervisningen.
Flere guitarister er med Troels som underviser kommet ind på MGK i både Esbjerg og Aarhus. Troels har desuden afholdt workshop med bl.a. The Gambian Folk Project på flere højskoler (bl.a. Silkeborg og Den Rytmiske Højskole i Vig), diverse MGK’er, samt SDMK i Esbjerg.